Udskriv siden

Op- og nedtur for Helsinge Badminton

Af: Tue Nielsen/Line Bitsch Jensen

Weekenden bød på to udekampe for Helsinge Badminton. Førsteholdet skulle i Sjællandsserien op mod Holte 3, mens Helsinge 2 skulle på en svær opgave ude mod topholdet i Serie 2, Blistrup 2.
Helsinge 1 havde ét klart mål med kampen mod Holte 3 - kampen skulle vindes. Holte var inden denne runde bundprop i rækken, så der skulle tre point på kontoen, hvis Helsinge holdet ville holde sig til i toppen. Og kampen blev vundet med de overbevisende cifre 13-0. Holte manglede til dagens kamp en herre, så Helsinge førte på forhånd 2-0 i en holdkamp, der aldrig rigtig blev spændende. Helsinge vandt alle kampe i første runde, hvor der endelig var sejr til Line Jensen i 1. damesingle. Dermed var holdet allerede sikret point inden herresinglerne og doublerne. Resten af kampene blev vundet, men kredit til Holte-spillerne, der fik flere af kampene ud i tre sæt. Helsinge 1 har nu 8 point efter de første tre runder og ligger godt til i toppen af Sjællandsserien.

Helsinge 2 havde taget den korte tur mod nord til et møde med Blistrup 2. Helsinge fik en dårlig start på kampen, da både mixeddoubler og damesingler blev tabt. Så Helsinge holdet var dermed nede med 0-4 inden herresinglerne. Her blev det til flere spændende og nervepirrende kampe, da Helsinge vandt tre af kampene i tre sæt. Holdet havde dermed stadig mulighed for at få point med hjem før de sidste doubler. Men sådan kom det ikke til at gå. Damedoublerne blev tabt, og så skulle alle tre herredoubler vindes, hvis nederlaget skulle begrænses. Anden og tredje herredouble faldt sikkert ud til Helsinges fordel, men et stærkt spillende par i Blistrups første herredouble, Per Larsen og Tim Nielsen, sørgede for, at Blistrup fik alle tre point, og sikrede Blistrup 2 en 8-5 sejr. 

Næste gang Helsinge spiller er på hjemmebane 19. november. Helsinge 1 skal møde Lillerød 4 klokken 16.30, mens Helsinge 2 tager imod Hillerød 4 klokken 14.

07.11.2011