Helsinge Badminton godt fra start
Af: Line Jensen og Tue Nielsen
Der var sejre til begge Helsinges seniorhold i sæsonens første holdkamp, og holdene fik derfor en ønskestart på den nye sæson.
I årets første kamp var Helsinge 1 på en meget svær opgave ude mod Skovlundes nedrykkere fra Danmarksserien. Spillende træner Torben Kulmbak var på forhånd tilfreds med at få 1 point med hjem, men holdet ville det heldigvis anderledes. Første runde med de to mixeddoubler og to damesingler blev delt lige med to kampe til hvert hold, men så trak Helsinge holdet fra. Da tre ud af fire herresingler blev vundet af Helsinge, og da begge damedoubler også vandt, stod det 7-3 inden de sidste tre herredoubler. Her sikrede Torben Kulmbak/Thomas Rudkøbing i 3. herredouble den afgørende kamp, og holdet kunne derfor tage fra Skovlunde med en 8-5 sejr og 3 dejlige point i bagagen.
Helsinge 2 skulle også en tur på udebane, da de tog turen til Frederikssund. Det så dog svært ud for Helsinge allerede inden kampen gik i gang, da der manglede en dame på holdet, og det gav Frederikssund en 2-0 føring. Efter mixeddoublerne og den ene damesingle stod det 4-1 til Frederikssund. Og så skulle herrerne ud og forsvare Helsinges ære. Herresinglerne blev delt mellem holdene efter et par ærgerlige nederlag i 2. og 3. herresingle. Det gjorde, at Helsinge skulle vinde de sidste doubler, hvis der skulle point med hjem. Først en flot sejr i damedouble, og så blev det tid til de tre afgørende herredoubler. Her blev det til tre sikre sejre, og dermed kunne Helsinge 2 trække sig sejrrigt ud med en 7-6 sejr.
Alt i alt en flot præstation af begge hold og en rigtig god sæsonstart.
27.09.2011